Terrorangreb i Norge.
Må jeg starte med at sende min dybeste medfølelse til de efterladte for den grufulde terrorhandling i Oslo. Jeg deler sorgen med de efterladte, og med hele det norske folk. Den 22.juli 2011 trådte svinehunden frem og satte dybe bidemærker og sår, i vort norske broderfolk såvel som i os.
For mig at se, vil den 22. juli 2011 for al fremtid fremstå som den dag, hvor al det had som Dansk Folkeparti og deres venner står for - trådte frem i alles påsyn på den mest gruopvækkende måde. Det had som gennem årtier er opildnet i befolkningen, skulle koste livet for en gruppe unge mennesker, der blot tillod sig den frihed, at have en anden holdning, end den hadske holdning som Folkepartiet og de andre nationalistiske bevægelser i såvel Danmark som i Norge, frit og uhæmmet har fremturet med i al for lang tid. Under den retoriske påstand at ytringsfriheden giver ret til at sige, hvad der nu end måtte falde for let af had, har disse bevægelser gennem al for lang tid, haft frit spil til at gøre som de fandt det muntert.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorvidt den 32-årige nordmand har handlet på egen hånd, eller om han har fået hjælp af andre nationalister. Den sag vil jeg fuldt ud og trygt overlade til det norske politi. Jeg vil derimod tillade mig, at gøre mig klog på, hvorledes denne frygtelige handling er blevet til. For selvom jeg skal indrømme ikke at kende meget til norske indenrigspolitiske forhold, så ved jeg med sikkerhed, at nationalister i resten af Europa, gennem mange år har følt sig opmuntret og inspireret af Dansk Folkeparti. Flere nationalistiske partier og bevægelser er opstået i vor nordiske broderlande, med direkte inspiration hentet hos Dansk Folkeparti.
Hadske mennesker som Mogens Camre, Morten Messerschmidt, Søren Krarup, Søren Espersen, Jesper Langballe, Pia Kjærsgaard og mange flere, har gennem årtier påberåbt sig deres ytringsfrihed og dermed retten til at tale svinehundens sprog. Jeg tror kun at disse mennesker idag nyder den grufulde handling der er sket i Norges Hovedstad. Hos vort Broderfolk. Jeg tror desværre også at de kommende dage og uger, alene vil byde på enten tavshed eller benægtelse fra selv samme personer. De vil muligvis offentligt træde frem og fordømme disse handlinger, mens de om ganske kort tid vil kalde det en naturlig handling for ytringsfrihed.
Jeg kendte ikke de dræbte i Oslo. Jeg vil dog regne dem som faldne kammerater, for kampen om retten til at turde have en anden holdning end den smalsporede nationalistiske tro på al den frygtelige had. Jeg lever endnu, men vil oplyse om, at også jeg er udsat for chikane fra disse højreekstremistiske grupper. Også jeg frygter for mit liv, når jeg skriver dem imod på min blog.
Jeg kan kun sige:
Lad os følge op i trop - om det offer vore norske brødre og søstre led for troen på at turde gå imod Folkepartiets opfordringer til med vold og had at bryde vort samfunds orden.
ÆRET VÆRET DERES MINDE