fredag den 19. august 2011

Stifinder på 24.dk højreradikal blog


I de seneste år er internettet blevet den yderste højrefløjs mødested, hvor bloggere og læsere radikaliserer hinanden og vender hverdagsbegivenheder til historier om islams kolonisering af Vesten. Det var her, norske Anders Behring Breivik hentede en stor del af sine politiske holdninger


Hvad der p. t. foregår på højrefløjen er mestedelens kø foran håndvasken og damage control, fordi kun den hårde kerne af DF’-vælgerne sandsynligvis har lyst til at have mål og værdier tilfælles med Breivik.


Udlændingekortet vil DF derfor få svært ved at spille under den kommende valgkamp - i særdeleshed, hvis Breivik samtidigt står i Oslo byret og udtaler sig så det lyder som noget, der kommer fra DF’erne selv.


På 24.dk trives disse småracister i bedste velgående. Deres intolerance er rystende. I gruppen Stifinder er der flere af slagsen. Gruppeformande renser ud med hård hånd hvis der skulle være nogle der formaster sig til at sige vennerne i Dansk folkeparti imod. Det betyder omgående sletning.


Her under har jeg samlet et par skærmdump, der viser hvor navlebeskuende disse mennesker er. 24.dk gør intet for at stoppe den slags.










































fredag den 22. juli 2011

Højreekstremistisk terror

Terrorangreb i Norge.

Må jeg starte med at sende min dybeste medfølelse til de efterladte for den grufulde terrorhandling i Oslo. Jeg deler sorgen med de efterladte, og med hele det norske folk. Den 22.juli 2011 trådte svinehunden frem og satte dybe bidemærker og sår, i vort norske broderfolk såvel som i os.

For mig at se, vil den 22. juli 2011 for al fremtid fremstå som den dag, hvor al det had som Dansk Folkeparti og deres venner står for - trådte frem i alles påsyn på den mest gruopvækkende måde. Det had som gennem årtier er opildnet i befolkningen, skulle koste livet for en gruppe unge mennesker, der blot tillod sig den frihed, at have en anden holdning, end den hadske holdning som Folkepartiet og de andre nationalistiske bevægelser i såvel Danmark som i Norge, frit og uhæmmet har fremturet med i al for lang tid. Under den retoriske påstand at ytringsfriheden giver ret til at sige, hvad der nu end måtte falde for let af had, har disse bevægelser gennem al for lang tid, haft frit spil til at gøre som de fandt det muntert.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorvidt den 32-årige nordmand har handlet på egen hånd, eller om han har fået hjælp af andre nationalister. Den sag vil jeg fuldt ud og trygt overlade til det norske politi. Jeg vil derimod tillade mig, at gøre mig klog på, hvorledes denne frygtelige handling er blevet til. For selvom jeg skal indrømme ikke at kende meget til norske indenrigspolitiske forhold, så ved jeg med sikkerhed, at nationalister i resten af Europa, gennem mange år har følt sig opmuntret og inspireret af Dansk Folkeparti. Flere nationalistiske partier og bevægelser er opstået i vor nordiske broderlande, med direkte inspiration hentet hos Dansk Folkeparti.

Hadske mennesker som Mogens Camre, Morten Messerschmidt, Søren Krarup, Søren Espersen, Jesper Langballe, Pia Kjærsgaard og mange flere, har gennem årtier påberåbt sig deres ytringsfrihed og dermed retten til at tale svinehundens sprog. Jeg tror kun at disse mennesker idag nyder den grufulde handling der er sket i Norges Hovedstad. Hos vort Broderfolk. Jeg tror desværre også at de kommende dage og uger, alene vil byde på enten tavshed eller benægtelse fra selv samme personer. De vil muligvis offentligt træde frem og fordømme disse handlinger, mens de om ganske kort tid vil kalde det en naturlig handling for ytringsfrihed.

Jeg kendte ikke de dræbte i Oslo. Jeg vil dog regne dem som faldne kammerater, for kampen om retten til at turde have en anden holdning end den smalsporede nationalistiske tro på al den frygtelige had. Jeg lever endnu, men vil oplyse om, at også jeg er udsat for chikane fra disse højreekstremistiske grupper. Også jeg frygter for mit liv, når jeg skriver dem imod på min blog.

Jeg kan kun sige:

Lad os følge op i trop - om det offer vore norske brødre og søstre led for troen på at turde gå imod Folkepartiets opfordringer til med vold og had at bryde vort samfunds orden.


ÆRET VÆRET DERES MINDE

fredag den 15. juli 2011

Tusindårsriget står for fald


Jeg er i den grad rystet over hvordan embedsmænd, spindoktorer og pressen overtager magten i Danmark – lige for næsen af os alle sammen. Jeg har blot den lille kommentar, at den udvikling der er i gang i Danmark og resten af den vestlige verden, er vejen til enden på tusindårsriget. Drømmen om at mennesket endelig har skabt det samfund, der ikke kan styrtes i grus, har til enhver til skabt grobund for netop utopiens endeligt. Da embedsmændene overtog magten i Senatet i Rom, og kejseren stod alene tilbage med magten, sammensmeltede Riget og Rom stod for fald. Det samme skete i det gamle græske rige, med alle de store tænkere. Så kan man måske spørge hvad der sker i det moderne græske rige, men den historie vil jeg gemme til en anden gang.

Problemet er at DJØF'erne i Danmark er ved at overtage vort højtbesungne frihedsrettigheder. Der indføres flere særlove end nogensinde før, og disse love overtræder vore egne love såvel som de internationale konventioner vi har tilsluttet os, og som sikrer vor stabilitet og velfærd. Desværre er der ingen der ser det ske. Journalisterne i vort land – som er de eneste der formidler budskaberne til den brede skare af befolkningen – sørger systematisk for udelukkende at fortælle den historie, som er den mest bekvemme for dem. Og den mest bekvemme historie for journalisterne er enten den historie der passer deres egne holdninger bedst. Eller den historie som bliver leveret til dem. Som min gamle far – der virkelig hader journalister altid sagde: ”Journalister er nogle dovne svin, der forsøger at tjene deres penge på den nemmeste måde. Så hvis du kan levere historien til dem, så er den de viderebringer”. Og jeg tror faktisk at min gamle far har mere ret i den version af virkeligheden, end han egentlig vil stå ved i dag.

Endelig findes der dem der taler almindeligt dansk, og som tør sige det ingen andre tør. Sjovt nok er de EB's største læserskare. Hvem der har taget sloganet fra hvem, må selv slås om, jeg ved bare at det at kunne tale et almindeligt dansk, er temmelig populært. Og hvis man tør kalde indvandrere for dumme og forbryderiske, så er man sørme modig. Og så kan de selv rose hinanden til skyerne, og tro på at når de gør det, så er det fordi de selv er nogle virkelige helte. Jeg er i den grad skræmt over denne form for retorik, der ikke er svær at modargumentere, men til gengæld som oftest ender med at man bliver rystet på hovedet af – eller endda truet til tavshed. Jeg plejer at udtrykke det overbærende med ”Små hjerner – små glæder”, desværre er jeg klar over at dem der taler på denne klare måde, er rustet godt med gode hjerner bag sig, der blot tænker syge tanker.

Politik og den frie presse

Den frie presse i Danmark er historisk set et produkt af opgøret med det absolutte enevælde. Det politiske system, forstået som staten, formåede ikke at kontrollere sig selv.

Når det i dag er umuligt at tale om en fri presse, er det fordi medierne selv er part i det politiske system. De har etableret sig som selvstændige aktører på den politiske scene og har f.eks. afgørende indflydelse på folketingsvalg. De har indflydelse på dansk udlændingepolitik, når uskyldige mennesker udvises af myndighederne. De er en del af den "politiske landsby" på Christiansborg. De kan starte og slutte folks politiske karrierer.




Intet nyt fra Afganistan

På trods af befolkningens opbakning til krigen i Afghanistan aldrig har været lavere, end nu - hvor kun 32 procent nu støtter krigen - så mener vor tids største fortaler for krig - dansk folkepartis Søren Espersen at det er en fornærmelse over for det afghanske folk at tro, at vi kan købe deres hjerter ved at bygge broer og forsamlingshuse. Vi skal bruge alt på militæret og droppe den civile bistand mener krigstossen.
Denne reaktion kommer efter en ny analyse fra   hvor det fremgår at Store dele af den såkaldte civile bistand til Afghanistan er spildt. “Gennem 10 år har det internationale samfund postet tæt ved 200 milliarder bistands-kroner i Afghanistan, men en stor del af pengene ser ud til at være så godt som spildt. 
Og det ser ud som om den øvrige sorte højrefløj i Venstre og konservative har lyttet til ham. Mens regeringens finanslovsforslag slagter ulandsbistanden, børnechecken og satspuljen til de udsatte, kan militæret skrive kontrakt med flere soldater til krigen i Afghanistan. Som det eneste ministerium går Forsvarsministeriet fri af den en milliard kroner store besparelse, som alle andre ministerier bliver pålagt i finansloven. Samtidig får Forsvarsministeriet penge til at hyre 809 ekstra ansatte over de næste fire år, mens mange andre ministerier må fyrre. Med de nye ansættelser kommer Forsvarsministeriet op på 26.306 ansatte i 2014. Samtidig skærer finanslovsforslaget, som finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde i tirsdags, 700 millioner kroner af satspuljen, 200 millioner kroner af ulandsbistanden og 350 millioner af børnechecken.
Støt vores soldater står der på mange biler. Men den eneste rigtige måde at støtte vores soldater på er ved at trække dem hjem nu. Krigen kan ikke vindes og bliver vi der vil endnu flere blive dræbt og lemlæstet for en håbløs sag. Vores soldater er blevet ført bag lyset. De er blevet narret af krigsliderlige politikere der alt for længe har fortiet sandheden for vores soldater. Afghanistan har geopolitisk værdi for den amerikanske/globale elite og har været udpeget som mål længe. Vores soldater giver deres liv og lemmer for den grådige elite så de kan få endnu mere rigdom.
Vores soldater bedrages med flagdage, parader, medaljer og en tro på de gør en forskeld. Men det gør de ikke - . 
Mange af dem  er hjemsendt før tid. Nogle er mere eller mindre alvorligt sårede; men de fleste er »psykisk nedslidte«. Eller med andre ord: De har set krigens sande, dæmoniske ansigt og taget konsekvensen deraf. De er den ulykkelige krigs eneste helte. Veteraner må lider under de samme
vilkår som andre tilskadekomne, psykisk syge eller handicappede her til lands. For ikke at tale om de udslidte gamle.
Dette er der intet ny i. Der er skrevet mange romaner gennem tiden om hjemvendte soldater f.eks Remarques "tiden der fulgte" eller kammerater. Bøger jeg varmt kan anbefale og som tydeligt viser at vi ikke er blevet klogere siden 1 verdenskrig.

Dem der står tilbage med den største smerte er de efterladte, der har mistet deres kære børn eller forældre alt alt for tidligt. Den smerte mærker dødens købmænd ikke.